søndag den 22. december 2013

Året der gik 2013!

Tilbage til træningen og væk med krykkerne!

Det giver måske ikke den store blogmæssige mening at lave et "året der gik" indlæg når bloggen kun er to måneder gammel, men nu vælger jeg at lave det alligevel. Der er nemlig sket meget sundhedsrelateret det sidste år for mig! Måske kan jeg inspirere nogle der læser med og I kan fortælle om hvilke oplevelser i har haft i forbindelse med kost og træning det sidste år?

For mig startede 2013 med en kamp. Jeg havde netop smidt krykkerne efter en større hofteoperation i slutningen af 2012 og var klar til genoptræning. Det havde jeg prøvet talrige gange før, dog vidste jeg på daværende tidspunkt intet om hvor bidt jeg ville blive af træningen derefter! I kølvandet på genoptræningen fik jeg nemlig blod på tanden og begyndte at strukturere min træning og tage den mere seriøst. Tidligere havde jeg "hyggetrænet" et par gange om ugen og mest med henblik på at forbrænde en (allerede spist) chokoladebar! 



Ny træning, ny mad!

Hen over sommeren blev jeg langsomt stærkere og jeg elskede at mærke forskellen i både krop og sind. Derudover blev jeg mere bevidst om min kost og valgte at skære gluten stort set ud af min kost. Det handlede ikke om en kulhydratforskrækkelse, men om at min mave simpelthen fik det bedre! 

At spise både proteinrigt og glutenfrit er ikke altid lige nemt, så jeg blev tvunget til at være mere kreativ i køkkenet. Det har nu betydet at jeg er vild med at bage, lave lækre salater og generelt spiser langt mere varieret og farverigt! Du kan læse et eksempel på hvad jeg spiser i indlægget "En dag i mad".




D. 1. oktober 2013 blev jeg igen opereret. Det var en lille omgang og jeg skulle "bare" have taget et søm og nogle skruer ud af det ene ben. Det tog mig 16 dage på sofaen før det kriblede for meget. Jeg ringede til min fysioterapeut og bookede tid til genoptræning. På det tidspunkt fandtes bloggen endnu kun i mine tanker, men jeg har altid skrevet meget og skrev derfor om den oplevelse. Det har jeg ikke udgivet før, men her er et uddrag:


I dag var jeg ved at tude i mit træningscenter. Jeg følte mig svag, fortabt og ligegyldig.

Det var første gang i lang tid, at jeg satte mine ben i mit før relativt velbesøgte center. Jeg har givet min krop helt ro efter at jeg for 16 dage siden fik taget et marvsøm og 2 skruer ud af venstre lårben og hofte, men nu var genoptræningen i gang. Ordene fra min fysioterapeut gav genlyd i mit hoved; ”du må starte let og ikke bruge nogle vægte. Jamen, nu var jeg jo lige kommet i nogenlunde form!?!

Vi gik i gang og første øvelse var den gamle kending; squats. Nu uden vægt, kun mig selv. Ved den 8. gentagelse var min eneste tanke; hvem henter 100 kg slik, tænder for fjernsynet og lader mig gå i hi for evigt?

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste der har tænkt sådanne tanker. Heller ikke selvom alle lever af skyr og gulerødder - i hvert fald ifølge deres profiler på sociale medier. De tanker skal dog ikke have lov til at definere, styre eller stoppe mig. Jeg fortsatte mine squats og færdigjorde mit sæt. Ikke med imponerende styrke eller elegance, men færdig, det blev jeg!

Når det hele er hårdt og syntes uoverskueligt, så tror jeg sådanne tanker om at give op er normale. Det lykkedes heldigvis ikke for de negative tanker at vinde. Jeg fortsatte træningen selvom den var hård, øgede stille og roligt vægten og i dag er jeg stærkere end nogensinde før!


Nye mål og opstart af bloggen

Jeg overskred en stor personlig grænse da jeg valgte at begynde bloggen. Det har krævet mod og store overvejelser at skrive om mit liv, min mad og ikke mindst at lægge billeder ud af mig selv. Det er dog en grænse jeg meget glad for blev overskredet, da jeg virkelig er vild med at have et sted hvor jeg kan skrive, dele mine tanker og hvorigennem jeg kan møde andre med samme interesser!

Det er gået stærkt siden oktober og jeg har både gang i et samarbejde med Fitnesseliten,  fået et stigende antal læsere og følgere på Bloglovin. Det er helt fantastisk og jeg er så glad for at bloggen er blevet taget imod så positivt!

Nu ser jeg frem til hvad næste år bringer af oplevelser, udfordringer og alt derimellem ;) Du kan HER  læse omhvilke lækre træningsevents jeg allerede nu kan se frem til i starten af året.


Ses vi i 2014?



2 kommentarer:

  1. Nu fandt jeg endelig 'følg på bloglovin' knappen og kan nu følge med hvad der sker i dit liv:) Håber du får et fantastisk 2014 søde Anna! Vi skrives ved på insta og på bloggen:) Hilsen Nana Regalah

    SvarSlet
    Svar
    1. Hov, den knap skal da gøres mere synlig så ;)

      Tusind tak for de søde ord Nana, jeg er så glad for at du vil følge med herinde! :D Og jeg håber vi ses til en gang træning engang i Århus :)

      Rigtig go jul!

      Slet