fredag den 31. januar 2014

Husk at bloggen er flyttet!

Vil du stadig følge med herinde?


Så skal du skynde dig over på: wonderwomanwannabe.bloggersdelight.dk og læse med! Jeg opdaterer ikke længere herinde, men skriver videre om kost og træning inde på Bloggersdelight.

Jeg arbejder på at få mine følgere fra Bloglovin flyttet over, men det sker først når domænet wonderwomanwannabe.dk bliver aktiveret og teknikken driller en smule.

Indtil videre kan du som sagt læse med HER.

onsdag den 29. januar 2014

Nyhed: jeg rykker til Bloggers Delight!

Jeg har fået en aftale i hus med Bloggers delight og kommer fremover til at blogge for dem. Det betyder en del tekniske udfordringer og jeg er i gang med at flytte mine følgere fra Bloglovin og få helt styr på domænet.

Lige nu hedder bloggen: Wonderwomanwannabe.bloggersdelight.dk, men jeg har købt mit eget domæne og vil snarest få dirigeret al trafik fra både denne side på blogspot og fra bloggersdelight over på mit eget domæne: wonderwomanwannabe.dk.

Det betyder ikke noget for dig som læser, da jeg i fællesskab med Bloggers Delight teamet, vil stå for alt det tekniske. Jeg håber meget at du fortsat vil læse med og tage godt imod bloggen i et andet (og forhåbentlig) forbedre format.


tirsdag den 28. januar 2014

Opskrift på glutenfri lowcarb lasange

Hvad skal du have til aftensmad?

Er du helt blank på aftenens mad, men har du nogle grøntsager liggende og en pakke oksekød i fryseren, så kan jeg her hjælpe dig!

Lasange er jo traditionelt lavet med pastaplader og hvid sauce. På de fleste fitnessdiæter duer den version ikke, så derfor må man jo tænke kreativt! Her kommer mit bud på en lækker version af en grøntsagslasagne med masser af bid, mæthed og smag. Dertil er serveret de klassiske bønnefritter som bare er frosne, grønne bønner der har været i ovnen i 30-35 min med salt og peber indtil de blev sprøde.


Lasagne med plader af rodfrugter:

  • Skræl et knoldselleri og skær skiver af ca. 1 cm tykkelse. Steg dem i 7-8 minutter på hver side på en mellemvarm pande med lidt olie og godt med salt/peber
  • Gør rå spidskålsblade klar, samt en aubergine i skiver
  • Lav en kødsovs af oksekød, tomatpuré, hvidløg og de grøntsager/krydderier du kan li
  • Nu skal lasagnen bare samles med lag af grønt, kød og eventuelt ost hvis du er til det.
  • Bag i 35-40 min. ved 180 grader varmluft.


Det gode ved denne opskrift, er at det er nemt at lave en kæmpe portion og have mad til flere dage. 
Det kan alle os på SU jo godt li!


mandag den 27. januar 2014

Opbakning fra omgivelserne!

Når det er svært, så er støtte guld værd!

Det er ikke altid nemt for omgivelserne når en person ændrer livsstil. Det kan være fordi arbejdet fylder mere end det plejer, fordi man mister sit arbejde, bliver forældrer eller noget helt andet. Alle ændringer i livet påvirker ikke kun dig selv, men også dem omkring dig - både på godt og ondt. Nu er jeg meget grøn og ny i hele fitnessverden, men jeg kan allerede nu mærke, at mine sociale aftaler og omgivelserne påvirkes af mine valg og fravalg. Ikke mindst fordi jeg selv endnu ikke kender mig selv godt nok i denne verden og skal finde min plads. De nye vaner er fantastiske og hjælper mig mod mit mål, men det er også rigtig svært at skulle ændre sine vaner og træde ud af sin komfortzone!

Jeg forventer hverken forståelse eller accept fra alle der kender mig, men blot en vis form for respekt og anerkendelse af forskellen i vores måder at leve på. Heldigvis har jeg primært modtaget positive tilbagemeldinger og der har ikke været de store problemer endnu. Det kan være en udfordring med spiseaftaler, fredagsbarer eller familiebesøg, men indtil nu har det været min taktik at være åben og ærlig, og det har virket!

I det daglige er min kæreste en utrolig stor støtte, idet han tror på mig og mit projekt, men også fordi vi deler lejlighed og liv, så det ville være umuligt at gå igennem uden hans opbakning. Han accepterer de timer jeg bruger i centeret på træning, alle timerne det tager at planlægge maden og ikke mindst alle de timer jeg bruger på at snakke om det ;)


Jeg er også så heldig at jeg bor i en opgang med de sødste naboer. På min fødselsdag i fredags bankede de på med denne fantastiske kurv fyldt med godter - bodybuilding style! Der var 1 kg skyr, en masse grøntsager, lidt nødder og en pose Nellie Dellie vingummier sødet med stevia. Hvad mere kan man ønske sig?


Gode råd hvis du er midt i en livsstilsændring:

  • Vær ærlig overfor dine omgivelser om hvordan du har det, både på godt og ondt. Min erfaring er, at forståelse er nemmere at møde fra andre når man selv er sårbar i en situation
  • Vær klar omkring hvorfor du ændrer din livsstil - ikke mindst overfor dig selv
  • Vær klar over at ikke alle er enige med dig og accepter det
  • Vær forudseende før sociale aftaler, tjek menuen hvis i skal spise ude eller vær ærlig overfor værten.Tilbyd selv at tage mad med eller foreslå et sammenskudsgilde
  • Husk at det hele ikke handler om din nye livsstil. Eller, jo for dig gør det, men ikke for alle andre. Find ligesindede og tal med dem, men prøv at mærke efter hvor meget dine omgivelserne reellt har lyst til at tale om det.
  • Husk at det er en proces og ting tager tid. Hvis du er konsekvent med dine nye valg, så vil dine omgivelser med tiden se at du er seriøs omkring det.
Hvilke erfaringer har i med livsstilsændring og omgivelser?

søndag den 26. januar 2014

Træningsevent med Myfitlife!

Hvad trænede vi?

Lørdag d.18 afholdt bloggernetværket Myfitlife et træningsevent med deres bloggere og en masse læsere. Her kommer min version af dagen som helhed. Jeg håber de laver mange flere events og jeg opfordrer alle der kommer her forbi til at tjekke netværket ud :) Alle billeder herunder er taget af den søde Anneli og er udlånt fra Myfitlife.

Træneren var Eddie og hans kammerat, der guidede os alle igennem en række træningsstationer med forskellige øvelser.

Indledningsvis blev vi inddelt i par, der skiftedes til at lave fritstående opvarmende øvelser i form af jumping jacks, planken og squats og øvelser med TRX. Man skal bestemt ikke lade sig narre af snorrenes uskyldige udseende, da det er muligt at lave noget fed funktionel træning med egen kropsvægt og det er nemt at sætte niveauet op og ned selv.



Næste runde foregik igen parvis med forskellige øvelser, der skulle foretages i alt 5 minutter, hvor hvert par skiftede efter én endt øvelse. På den måde nåede min makker og jeg fx. hver skiftevis 3 runder i salen med walking lunges og kettlebell svings på de få minutter. Det var super god udnyttelse af både tiden og salen, og man følte virkelig at hele kroppen var i gang.



Vi var dernæst igennem cirkeltræning med både fritstående øvelser såsom push ups og jumping squats, kettlebell svings og øvelser med vægtstang. Den første runde varede 30 sek. ved hver af de ca. 10 stationer med øvelser. Næste runde blev der skruet op for intensiteten og hver station varede nu 1 min. Jeg kan love jer for at 1 minut lige pludselig er lang tid. Alle fik sved på panden, men det var super sjovt at blive udfordret på en anden måde med træningen end mit sædvanlige styrkeprogram!




Træningen sluttede af med to runder af hårde core øvelser af 1 minuts varighed. Den sidste planke var et meget langt minut, men alle holdt hårdt og minuttet blev gennemført!

Min vurdering: fantastisk event!

Myfitlife formåede at lave et interaktivt bloggerevent på en helt anden måde end tidligere set i Danmark. Alle læsere og bloggere var beskæftiget og fik sved på panden i alle de 90 minutter som eventet varede. Der var noget for enhver træningssmag og det var muligt selv at graduere niveauet undervejs. Vi blev udfordret, men taget hånd om undervejs!

Den gode goodiebag kommer jeg heller ikke udenom, da jeg er en sucker for alt hvad der er gratis - og når det så tilmed er sunde lækkerier, så er jeg solgt ;)
Her er indholdet af dagens goodiebag, og ja.. Nupobaren med Mint overlevede som sagt ikke turen hjem :D




lørdag den 25. januar 2014

Fødselsdags cheat treat på Raw 42.

Kage skal der til.. af den rå slags!

I går fyldte jeg 24 år gammel og det skulle naturligvis fejres! For at være helt ærlig har jeg ikke cravet alkohol siden nytår og jeg så derfor ingen grund til at holde stor fest på min fødselsdag. Det blev til en hyggelig veninde-date i stedet for og sund, men ikke vejet af, middag med min kæreste om aftenen. Man kan mistænke at er jeg blevet 84 og ikke 24 år, men lige den dag var det hvad jeg havde lyst til! Om et par uger holder jeg en fest, men det bliver på sukkerfri Redbull for mit vedkommende. Og jeg føler mig ikke kedelig af den grund ;) Er du interesseret i alkohol og træning, så kan jeg anbefale dette rigtig gode blogindlæg fra Fit is the new skinny.

Cafe 42 Raw ligger på Pilestræde i indre København og kan virkelig anbefales! Min veninde og jeg nød vores kager i fulde drag og benyttede os af chancen til at dele - det kan nemlig være svært at vælge! Vi fik en muffin på mandelmel med figner og valnøddet, en "energybomb" med abrikoser og en helt fantastisk chokolade/dadelkage med orange.



Raw er sundt - med måde!

Sundhed er selvfølgelig et vidt begreb, der både afhænger af hvem du er, hvad du laver, hvad du normalt spiser og hvad dine mål er. Derfor er det naturligvis også meget relativt at kalde raw kager for sunde. Min holdning er, at de indeholder en masse gode næringsstoffer, smager fantastisk og mætter. De er også stort set altid gluten og sukkerfri, hvilket min mave er ganske godt tilfreds med.  Det er på plussiden og derfor elsker jeg at spise dem. Hvorfor jeg så ikke gør det dagligt (eller ugentligt), er fordi de indeholder mange kalorier og fedtstoffer. Jeg vil stadig kalde dem for sunde pga. hvor kalorierne og fedtet kommer fra - nemlig gode og naturlige råvarer.


Derfor ser jeg rawfood som perfekte "refeed/treat/cheat" måltider og det var præcis hvad jeg havde haft lyst til længe, så derfor faldt valget på dem til min fødselsdag. Ifølge min kostplan har jeg ugentligt 1 valgfrit spisemåltid med valgfri dessert. Nu var det her jo reellt set en dessert, men min aftensmad var 150 gram oksekød med grøntsager, så jeg valgte også at spise en sund dessert bagefter fordi det var min fødselsdag og fordi jeg havde lyst. Valget faldt på min yndlings "Wannabe snickers dessert" - den kan anbefales!

Hvad vælger i på cheat/treat dage?


fredag den 24. januar 2014

Hellere selvglad end selvhad (stop fattalk!)

Er vi bange for at rose os selv?

I en verden af træning og kost er der meget fokus på kroppen. Er den muskuløs nok? Er den lean nok? Er den symmetrisk nok? Når hverdagen drejer sig om kroppen, hvordan følger dit hoved så med? Sidste gang du stod foran spejlet og fik øjenkontakt med dig selv. Hvilke ord og tanker kørte igennem dit hoved? Fik du øje på dine søde smilehuller og glimt i øjet, eller den delle på maven du har hadet siden dine teenageår?

I dag er min fødselsdag og jeg vil i den anledning gerne slå et slag for kampen imod "fattalk".
Jeg har læst et utrolig velskrevet indlæg hos proteinopskrifter.dk. Det handler om fænomenet "fattalk", hvor kvinder taler grimt til sig selv om deres kroppe. Morten mener især, at det er kvinder og ikke mænd som er slemme til at være hårde ved sig selv. Det er naturligvis ikke kun en kvindeting, men jeg tror også, at vi kvinder er mere selvkritiske end mænd.

Tænk over det: hvor mange gange om dagen taler du grimt til dig selv? Og hvor kommer de grimme ord fra?



Jeg har selv været utrolig slem til at tale rigtig grimt til mig selv og min krop, men det er noget jeg meget bevidst arbejder med nu. Det er vigtigt for mig at anerkende det hårde arbejde jeg lægger i min træning. Jeg er stolt af at være kommet så langt efter mine operationer og jeg er stolt af at have sat mig et mål med bikinifitness 2015. Det betyder dog ikke at jeg vil hade min krop indtil den er i "perfekt" form om halvandet år - langt fra!  Livet er en proces og rejsen er lang - alt ikke behøver være perfekt for at være godt nok.



"Jeg er jo også lidt for tyk, lidt for grim, lidt for..."

Jeg tror en del af problemet ligger i, at kvinder forbinder deres kropslige image med deres personlige værdi. Du har som kvinde fejlet som menneske (ekstremt sat) hvis du "falder i" med chokolade og ikke kunne "tage dig sammen" til at tabe de 5 kg. Det lader i højere grad til at mænd distancerer deres personlige værdi fra deres kroppe, så hvis de tager et par kg på, er det kroppen der har taget på, men ikke dem som mennesker. Det er naturligvis at forsimple et kompleks problem, og mange mænd har sikkert også tanker i retning af selvhad. Det er, uanset køn, et stort problem når menneskelig værdi og selvværd kobles til hvordan kroppen ser ud!

Min veninde sendte mig i går dette billede og jeg synes det er fantastisk:


Jeg tror, at mange kvinder er bange for at blive opfattet som selvglade, frembrusende og andre negative ord hvis de er "for glade for sig selv" og ikke er med i klubben om at sige, at lårene da er for tykke, og maven deller. Tænk nu hvis de andre kvinder i gruppen troede man var glad for sig selv!
Det er trygt og sikkert at være som de andre. Vi skulle jo nødigt stikke næsen for langt frem, vel? ;)

Det er slut nu! Uanset om du vil tabe dig, tage på, øge din muskelmasse eller bare beholde den form du har nu, så brug et par minutter hver dag på at rose den krop du sidder med LIGE NU!
Jeg snakker pænt til mig selv, jeg er stolt af mig selv og jeg opfordrer alle (kvinder som mænd) til at gøre det samme! #stopfattalk #hellereselvgladendselvhad




torsdag den 23. januar 2014

En dag i mad - masser af næring og energi!

Hvad fik du at spise i går?

Jeg har lavet to tidligere indlæg med "En dag i mad" og de lader til at være populære! Det er super fedt at se, for det er netop indlæg som dem jeg selv finder inspirerende på andre blogs. Her kommer endnu en omgang af min mad. Jeg lever stadig på kostplan, men der er stor fleksibilitet til at lave kreative retter. Jeg synes selv det er lækkert og sundt, så håber i synes det ser inspirerende ud!

Morgenmad:
50 gram glutenfri havregryn kogt til grød med vand. Dertil et scopp Whey100 proteinpulver med chokoladesmag, et revet æble og en knivspids kanel. Hele herligheden toppes med hakkede mandler. Og nej, jeg er endnu ikke træt af min havregrød til morgenmad ;)



Post Workout:
1 shake med Whey100 og 3 riskiks. Shaken var jeg ikke så glad for i starten, men nu synes jeg faktisk det smager af kakaomælk og jeg har altid elsket riskiks!



Frokost 1:
En hurtig pakke kogt kylling i strimler fra supermarkedet, 150 gram wokmix på en pande og så mine allerede kogte brune ris. Når bare man planlægger og foodprepper lidt, så kan maden laves på 10 min!



Frokost 2:
150 gram rå grøntsager og fisk i forskellige variationer. Jeg har her vejet af til både min frokost 2 den dag og til dagen efter. På den måde fik jeg både tun og torsk begge dage! Retten toppes som altid med mandler.


Aftensmad:

Super lækker aftensmad som min kæreste og jeg lavede. Der kommer en opskrift her på bloggen en af dagene. Det er en knoldselleri og hvidkåls lasange med smagfuld tomatsovs. Dertil serveret de klassiske bønnefritter!


Aftendessert:
Der har været udsolgt af skyr i mit lokale supermarked de sidste mange dage, så jeg havde kun en lille klat tilbage derhjemme. Det gør jo ikke når jeg skal passe mine kalorier og have nok næring. Derfor blandede jeg skyr med hytteost, frosne bær (som fik et opkog), lidt sødemiddel og toppede med hakkede mandler. Det hele røg i fryseren i 30 min og det smagte som hindbæris da det kom ud!



Hvad har du fået at spise i dag?

onsdag den 22. januar 2014

Dagens træning: skulder og bryst (superset style!)

Når træthed overvindes og træningen bliver fantastisk!


Kender i de morgener hvor benene føles som bly og man næsten ikke engang gider bevæge sig ud i køkkenet for at lave kaffe? Sådan har jeg haft det siden min sidste eksamen. Det lykkedes mig at klare træningen uden problemer med travlhed ved siden af, men nu hvor jeg pludselig har et par dage fri, så er min krop faldet helt sammen. Upraktisk ;)

Det betød en tiltrængt hviledag med venindehygge og bare en enkelt powerwalk i blæsten. I går skulle det dog være anerledes, så jeg stod tidligt op, havde tasken pakket og tog afsted. Og endte med at have en fantastisk træning! Military press er virkelig ikke min stærke side og første time med Amanda Louise var en sørgelig omgang, men her lykkedes de 10 reps! Yes!


Min skulder/bryst workout

Klik på øvelserne for at se videoer.

Efter træning stod den på en shake med Whey 100 fra Bodylab med chokoladesmag og de obligatoriske 3 riskiks. 


Har du fået trænet i dag?

tirsdag den 21. januar 2014

Glutenfri, lowcarb og sunde burgere!

Smager det virkelig så godt som jeg siger?

Du snitter de grøntsager du plejer at spise til burgere, steger dine hakkebøffer og.. vent, boller er ikke særlig sunde, lowcarb eller glutenfri. Men det er knoldselleri!
Det kræver måske lidt overtalelse fra din side første gang du skal få andre til at smage dem - hvis du fortæller hvad konceptet er. Jeg lover dog at de rent faktisk smager super godt, har en dejlig blød konsistens og mætter! Whats not to love ;)

Snit skrællen af et knoldselleri, så du bevarer mest mulig af den runde form. Skær derefter skiver af ca. 1 cm. tykkelse og steg dem ved mellemhøj varme i ca. 7-8 minutter på hver side med en smule olie i panden og salt/peber. De fungerer nu optimalt som bund og top på din burger!


Tilbehør: lynhurtig sund coleslaw!

Jeg ved faktisk ikke engang hvordan man laver traditionel coleslaw, så skriv ikke hvis min version slet ikke smager af originalen ;)

Du river 2-3 gulerødder, snitter en tilpas mængde hvidkål og blander i en skål med saften fra 1 lime eller citron, godt med salt/peber, tilpas mængde skyr og et par dråber sødemiddel. Derefter blander du, smager til og nyder!


Var det nogle alternative til din næste burgeraften?

mandag den 20. januar 2014

Form status 2 uger inde i forløbet

Plus 1 kg og en masse erfaring allerede!

Jeg har nu været under Amanda Louises vinger i lidt over to uger. Det har betydet ny kost og træningsplan og en hverdag med mere struktur end jeg har vant til. Og hvordan er det så?

Overordnet set synes jeg det er super fedt! Jeg kan mærke helt inde i maven, at det her er rigtigt for mig. Dermed ikke sagt at det er nemt, langt fra. Jeg har de sidste 3 uger skrevet 3 eksamensopgaver og dagligt pakket to tasker; én til alt studierelateret og én til alt træningsrelateret. Lige pludselig går det ikke at glemme at handle ind, springe et måltid over, tage en hurtig snack eller vente med madpakken til 5 min. inden jeg skal ud af døren. Heldigvis falder planlægning mig ret naturligt og jeg har hurtigt fundet en god rytme med at pakke tasken om aftenen, forberede store portioner mad og fortælle mine omgivelser om mine valg (og fravalg).

Dette billede lagde jeg på Instagram efter at have gjort den fejl at købe ind efter træning - uden at have spist frokost. Øverste billede er hvad jeg havde lyst til at købe (og spise) og nederste billede er hvad jeg kom hjem med. Riskagerne er allerede åbnet, ellers havde jeg meget sandsynligt spist personen bag mig i køen - jeg er blevet en sulten pige af al den træning! ;)


Min form: 

Jeg har stadig lang vej igen, men begynder at kunne se min krop reagere positivt på træningen. Den suger til sig af al maden og forhåbentlig går det hele i mine muskler, og ikke i mavefedtet! Jeg har, som overskriften så fint nævner det, taget et helt kilo på. Det er noget som jeg personligt har det lidt svært med og jeg kunne straks mærke at jeg på én gang fik lyst til at skære i mine kalorier og samtidig spise en hel slikbutik, meget ambivalente følelser. Jeg overvejer at skrive et indlæg om frygten for at tage på her en af dagene. Det skal dog ikke være min frygt der begrænser mig, så jeg vælger at holde hovedet højt, følge planen og give min krop en masse mad og en masse træning!




søndag den 19. januar 2014

Ugens cheat!

Hvad skal man vælge???

Jeg valgte sidste weekend, til mit første "cheat" måltid, at lave en sund brunch med mine studieveninder. Princippet med at have et snydemåltid giver en vis fleksibilitet og frihed i en kostplan, men det er ikke særlig hensigtsmæssigt at spise et kilo bland selv slik hver lørdag - bare fordi det er "tilladt". På den anden side tror jeg heller ikke på at forbyde visse madvarer (og heldigvis er min træner enig) da det bare vil føre til de ondeste cravings af netop dén madvare. Jeg skal ikke sige mig fri fra sukkertrang, det har været hårdt at undvære de sidste to uger! Læs om mit forhold til sukker HER og HER.

Denne uge har mit valgfrie måltid + dessert været lidt opdelt. Jeg har ikke spist et måltid udenfor planen, da jeg hellere ville gøre noget jeg elsker: snacke! I dag deltog jeg i et hårdt og sjovt træningsevent på 2 timer med bloggernetværket Myfitlife, hvilket jeg skriver et indlæg om så snart jeg får billeder fra dagen. Vi fik her en goodiebag. Den første Nupobar med mint blev spist indenfor 10 min - gud, den smagte godt! Da jeg kom hjem guflede jeg økologiske dadler, da jeg elsker tørret frugt og virkelig savner det, men det er fra nu af en luksusting :)


Ugens treat: Questcookies!

Jeg har set denne dessert på diverse sociale medier og har virkelig savlet over den, så da jeg så en Questbar med Cookie Dough fra Energilageret i goodiebagen, så måtte det laves!

Det er super simpelt:
  • Tag en Questbar, skær den i skiver, læg dem på en bageplade og bag i 10-15 min (eller indtil gylne)
  • Nyd dem som de lækre cookies de er! 
Jeg var nødt til at prøve noget ekstra lækkert... Jeg tog en stor portion (det var jo mit cheat og jeg var super lækkersulten midt i eksamensskrivning) sukkerfri vaniljeis fra ISIS og smuldrede alle (!) cookies ned i den kolde is = fantastisk!
Og jo, jeg havde da en kvalme bagefter, men det var lækkert! Næste gang er jeg forhåbentlig ikke så ivrig og kan nøjes med en halv portion!

Hvad spiser du på dine cheatdays? :D

lørdag den 18. januar 2014

Dagens træning: legday!

Har du trænet ben i dag?

Ingen får smukke ben helt af sig selv, med mindre du virkelig har vundet det genetiske lotteri ;) De fleste må arbejde hårdt for det og særligt kvinder vil oftest gerne have mere tonede ben og mere (eller mindre) fyldig bagdel. Jeg har selv relativt meget fedt på mine lår, men en flad bagdel som følge af de mange år jeg ikke har kunne træne ben, grundet mine dårlige hofter.

Nu er jeg heldigvis ved at være ovenpå igen og kan endelig træne et tungt og godt benprogram! 
Du kan klikke på øvelserne for at se en video af dem.



Mit træningsprogram til ben og booty:


Og så lidt maven: (gennemføres i alt 3 gange med 1 minuts hvile imellem)
Har du fået trænet ben denne uge?

fredag den 17. januar 2014

Brunch på den sunde måde!

Skal du ha gæster i weekenden?

Vi kender alle fristelsen når vi er ude til brunch. Det overdådige bord med alverdens lækkerier, der bare venter på at blive øset op på din tallerken og nydt med spandevis af juice og sort kaffe. Betyder det så at du skal undvære alt det hvis du går op i kost og træning? Naturligvis ikke!
Lige nu lever jeg på en kostplan, men én dag om ugen har jeg et af de såkaldte "spisemåltider". Jeg har i fællesskab med min træner Amanda Louise talt om ikke at have "cheat", da det hurtigt inviterer til overspisning af en masse usund mad og det kan ødelægge den gode rytme i løbet af ugen. I stedet slipper jeg strukturen lidt, men nyder masser af sund mad. 

Mine studieveninder og jeg udnyttede mit første spisemåltid til at lave den lækreste brunch med nærende, gluten/sukkerfri, men meget smagfulde lækkerier! Måske kan vores kreationer være inspiration til dit næste brunchbord.

Stenalder muffins

Du kan bruge de kerner og nødder du har lyst og mængderne er lidt på slump. Bland i en skål:
  • ca. 100 gram valnødder
  • ca. 100 gram mandler
  • ca. 50 gram sesamfrø
  • ca. 50 solsikkekerner eller græskarkerner
  • En knivspids salt
  • En spiseske Fiberhusk
  • Lidt vand og/eller 1 spiseske olie
  • 4-5 æg
Bag i små muffintoppe i 25-30 minutter ved 165 grader. Vi fik 16 muffins ud af portionen og nød dem med pålæg og ost. De er også fantastiske dagen efter i madpakken, til morgenbordet eller som snack.


Kakao proteinpandekager med hyttesost

Bland i en skål:
  • 2 bløde bananer
  • 1 scoop proteinpulver med chokoladesmag
  • 2 spsk. hytteost
  • 1 spsk. Fiberhusk
  • En smule vand hvis dejen er for tyk
Bag pandekagerne på en varm pande og spis dem som de er eller med en hurtig hindbærpué. Tø en pose hindbær op, tilsæt lidt vanilljepulver, lidt sødemiddel, en knivspids salt og evt. lidt hvid balsamico. Nyd!


Frugt smoothie

Fordi det er weekend og du skal forkæle dig selv, så sæt en lille smoothie med lækre frugter på menuen! Bland 1-2 bananer med lidt frosne bær, lidt appelsinsaft og et par spiseskeer skyr. Du kan eventuelt tilføje 1 scoop proteinpulver med vaniljesmag. Det giver en tøset og fin lyserød smoothie, men hvis du har mænd på besøg kan du altid tilføje lidt frisk spinat for ekstra vitaminer og en lidt mere maskulin farveskala ;)

Dette indlæg findes også på Fitnesseliten.dk - husk at rabatkoden "warrington" giver 15% rabat i deres webshop.

torsdag den 16. januar 2014

Cravings!

Nogle gange er det svært at være sund!

Denne uge har jeg skrevet eksamen. Heldigvis har min studiegruppe været meget støttende overfor min kostplan og vi har lavet sund mad sammen. Vores lækre og sunde brunch har jeg skrevet opskrifter til og de kommer her på bloggen i morgen, så kan du også måske inspireres til lækker (og sund) weekendbrunch!

Det er dog ikke altid helt nemt at være hende der sidder og siger "nej tak", eller sidder med ris, tun og kål til frokost mens de andre gufler andre lækkerier. Særligt i de sidste faser af opgaveskrivningen synes jeg det har været svært. I takt med at min træthed stiger og min tålmodighed daler, så kan jeg mærke den velkendte sukker og snacke trang træde ind. At være på kost og træningsplan er primært en mental rejse og udfordring har jeg læst, og nu ved jeg hvad der menes! De fysiske udfordringer kan overkommes, de virkelige kampe udkæmpes mentalt og det er også her at slaget vindes ;)

I går kunne jeg næsten ikke tænke på andet end hvad jeg havde lyst til at spise, hvor meget jeg havde lyst til at sove og hvor tung min krop føltes. Det er hårdt, men fedt at lære sig selv bedre at kende. Og nej, jeg spiste ikke slik og jeg gav ikke op. Det var en lang dag og jeg er træt, men nu er den eksamen afleveret og dagen i dag ser lysere ud! 


Husk at rose dig selv! Selvom det ikke altid er nemt :P

onsdag den 15. januar 2014

Få tid til træning!

Er det svært at komme ud af døren?

Denne uge har på ingen måde været nem og jeg har på ingen måde haft overskud. Lyder det bekendt? Vi har alle perioder hvor travlhed på job, studie eller personlige relationer fylder i livet. Før i tiden var jeg rigtig god til at tænke i undskyldninger, begrænsninger og muligheder for at udskyde træningen. I dag arbejder jeg meget på at tænke i muligheder, IKKE begrænsninger. Det tager tid og det er en mental proces, men resultater kommer ikke hvis du bliver i komfortzonen!

I dag afleverer jeg fx. en 5 dages eksamen, der er skrevet i en gruppe. Det betyder, at jeg de sidste 5 dage har slæbt på proteinshakes og træningstøj, forberedt mad om aftenen og trænet om morgenen inden bøgerne blev åbnet. Nemt? Bestemt ikke. Det hele værd? Det er jeg sikker på :)

Brug de sociale medier og dine omgivelser

For mig hjælper det at finde inspiration på sociale medier. Det er top inspirerende at læse andres citater, erfaringer og mål de har opnået. Min egen træner, Amanda Louise, har skrevet et gammelt blogindlæg om at tage træningen; "1 gentagelse, 1 set og 1 øvelse af gangen". Det har jeg husket den sidste uge: én gentagelse, ét set og én øvelse af gangen - hvert lille skridt mod målet tæller!


tirsdag den 14. januar 2014

Choko peanutbutter havregrød

Var det noget med en snickers til morgenmad? 

Det er i hvert fald (næsten) det du får med denne omgang havregrød! Måske ikke heeelt ligesom en snickers, men smagskombinationen af chokolade og peanuts slår i hvert fald aldrig fejl! 

Jeg har kogt 50 gram glutenfri havregryn i vand ca. 5 min og derefter rørt følgende i: 1 scoop Whey chokolade proteinpulver fra Bodylab og en lille teskefuld peanutbutter (10 g). Herligheden er toppet med et halvt æble i tern og et par hakkede mandler. Der behøver kun 2-3 mandler eftersom blandingen er rig på fedt fra peanutbutter. Det giver en fornuftig energifordeling, masser af mæthed i maven og super meget smag fra morgenstunden!




Er du vild med smagen? Prøv min sundere snickers dessert!

mandag den 13. januar 2014

Ud af komfortzonen!

Hvad har du gjort for at udfordre dig selv i dag?

De er trygge og vi har dem alle sammen; vaner. Det kan være alt fra hvilke mærker du smider i indkøbskurven  til måden du kører dit træningsprogram eller hvordan du bygger dine måltider op. Som mennesker er vi vanedyr og vi har derfor en tendens til at sidde fast i vaner, gode som dårlige. Kombiner alle dine vaner fra din hverdag og du har hvad jeg betegner som din komfortzone

Den er så rar den komfortzone, vi føler os jo så tilpasse i den! Kender vi ikke alle det med at udskyde forandring fordi.. ja, fordi det egentlig går meget godt som det gør! Og de vaner vi har er jo gode og sunde nok, så forandringen kan vente til i morgen. Men er en vane nogensinde god hvis den betyder at du sidder fast? Det er nemlig min påstand at du ikke udvikler dig så længe du bliver i din komfortzone – uanset hvor god den er.

Det handler om at turde. Spring ud fra vippen, træd ud af den cirkel af komfort som du har skabt i din hverdag.  Nemt er det bestemt ikke og jeg er ikke selv god til det, men jeg prøver. Det er fx trygt og rart at træne i samme center hver uge, kører de samme øvelser igennem og spise den samme mad. Men hvis du gerne vil have andre resultater end dem du har nu, så er det måske en god idé at ruske lidt op i nogle af vanerne? Ikke fordi alle vaner er dårlige, men fordi det er noget statisk ved at bibeholde de samme i længere tid. Udviklingen går i stå og resultater udebliver.

Jeg har selv taget et skridt ud af min komfortzone. Jeg har kontaktet en dygtig personlig træner, skiftet center og fået lagt en helt ny kost og træningsplan. Lige nu er det hele svært, udfordrende og skræmmende. Jeg bliver kastet ud i nye måder at bruge både min krop, min energi og mit hoved. Nej, det er ikke sjovt at føle sig dårligere end man var før og det bringer unægteligt et element af usikkerhed med sig, men det er ikke nødvendigvis en dårlig følelse af have. Det er når vi tør hoppe ud i noget nyt, stå på bar bund og starte forfra at vi udvikler os!

Dette indlæg er lavet i samarbejde med Fitnesseliten.dk og findes også i deres blogroll. Husk der lige nu er 15% rabat i deres webshop med koden: "warrington"


Hvad har du gjort for at udfordre dig selv i dag?

søndag den 12. januar 2014

Hold motivationen til træning!

Har du husket at rose dig selv i dag?

Det er utrolig udansk og kan hurtigt give en lidt sær fornemmelse i maven, men nu vil jeg opfordre dig til at gøre det alligevel; ros dig selv i dag! Uanset om det er fordi du har trænet selvom du var træt, om du har været dygtig på dit studie/arbejde, om du har været en god veninde eller fordi du bare har været dig selv i dag - anerkend dig selv!

Det er hverken min hensigt at lyde lommefilosofisk eller som en dårlig selvhjælpsbog på tilbud, men det er noget jeg har tænkt meget over på det sidste. Det lader til at vi alle (her tænker jeg primært på mig selv og andre kvinder jeg kender) er gode til at huske det vi ikke får gjort eller det vi ikke fik gjort godt nok. Men hvornår er vi gode nok? Hvornår er vi sunde nok?


Enhver drøm har en rejse, ikke kun et mål

Jeg tror på at have drømme og mål. Jeg tror også på at presse sig selv udover ens grænser, det er sundt at blive udfordret! Det kan bare blive et problem hvis man aldrig stopper op og husker at nyde der hvor man er.

Vi har alle udfordringer, vi kan alle blive bedre og vi har alle nedture på vej mod vores mål. Men vi har også alle sejre, store som små, og dem tror jeg vi skal fejre! Det er ikke noget jeg selv har været særlig god til, men jeg arbejder på det! Det er nok min egen usikkerhed kombineret med en frygt for at stikke næsen for langt frem, men det forsøger jeg at slippe af med.

Derfor er min sejr for tiden; min bentræning går fantastisk! Jeg er endnu ikke teknisk perfekt, langt fra, og jeg har heller ikke særlig meget vægt på i nogle af øvelserne, men jeg gennemfører og jeg KAN! Det betyder helt vildt meget når jeg aldrig har kunne træne ben før og altid haft smerter grundet mine hofter, så at jeg nu kan presse mig selv og mærke at blive stærkere - det er fantastisk!


Hvilken personlig sejt vil du glæde dig over i dag?


lørdag den 11. januar 2014

En dag i mad - nu med kostplan

Hvad får jeg at spise? 

Jeg har jo startet et mere målrettet forløb mod Bikinifitness 2015 og er i den forbindelse nu på kostplan. I øjeblikket skriver jeg eksamen, så det er en ekstra udfordring at få det hele til at gå op i en højere enhed, men min studiegruppe er heldigvis meget søde og forstående. Det kræver en masse forberedelse, men behøver ikke være besværligt at få sund mad dagen lang. Lige nu spiser jeg 6 måltider dagligt og får masser af energi til at blive stor og stærk!

Et eksempel på en dag i mad:

Morgenmad:
Glutenfri havregryn med et scoop whey 100 med chokoladesmag og hakkede mandler.
Det tager max. 5 minutter at lave, mætter og smager godt! Nogle dage laver jeg en omelet for at variere morgenmaden, men det er mest hvis jeg har god tid.

Efter træning:
En shake med whey 100, også med chokoladesmag, og 3 riskiks

Frokost 1:
Kyllinge bryst, brune ris og en masse grøntsager!

Det kan let forberedes i forvejen og jeg har allerede en portion stående i køleskabet til i morgen. Jeg kunne sagtens spise det samme til næste måltid, men vælger at variere måltiderne lidt. 

Frokost 2:
Tun, grøntsager og hakkede mandler

Det måltid er nok det jeg har sværest ved, da jeg er vant til at spise snacks om eftermiddagen og hygge mig lidt med det, finde hvad jeg har lyst til osv. Nu er det mere et "rigtigt" måltid igen sidst på eftermiddagen og det kræver tilvænning. 

Aftensmad:
Fedtfattige oksekødsfrikadeller og et bjerg af grøntsager penslet med olie

Sen aften:
Skyr med bær, hvilket nu heldigvis kan købes direkte i butikkerne! Det er for dyrt i længden, men smager helt fantastisk. Dertil nødder og et halvt æble!



fredag den 10. januar 2014

Det behøver ikke være kedeligt med den sunde løsning!

Lækkersulten? 

Dette indlæg er lavet i samarbejde med Fitnesseliten.dk og findes også på deres side.

Bland selv slik er min absolutte last. De mange farver, det lokkende store udvalg og særligt den syrligt prikkende smag af syntetisk vingummi – det hele taler til mig. Hvis energifordelingen på bland selv slik var den samme som skyr, så levede jeg ikke af andet! Hvad gør man så med den søde tand når man gerne vil leve sundt? Der findes heldigvis alternativer!

Indrømmet, det er svært at toppe en pose slik eller en lækker svampet kage som da mormor bagte den. Og der ER forskel på diverse proteinrige snacks og lækkerier man selv kan lave og så på den Marsbar fra tankstationen som man egentlig har lyst til. De ting skal der også være plads til i ny og næ, men en træningsbaseret livsstil bygger på en række valg og fravalg, og så får man det bedste ud af det. Betyder det at du aldrig kan pleje din søde tand? Bestemt ikke


Du kan fx sætte tænderne i lækre choko/banan muffins eller proteinpandekager:

  • I en skål moses 1-2 bananer alt efter hvor stor en portion du vil lave
  • Tilsæt 2-4 æggehvider alt efter antal bananer (eller 2 hele æg til 2 bananer)
  • Rør det sammen med 1 scoop proteinpulver med kakaosmag.
  • Tilsæt 2-3 spsk. Fiberhusk og lad blandingen stå i ca. 5 min. imens Husk suger væske.
  • Rør enten 1 spsk. hytteost eller skyr i dejen indtil den opnår den rette konsistens (hæld eventuelt en smule vand i dejen hvis du ikke synes den er flydende nok).
  • Bag som små tykke pandekager på en varm pande indtil de er gyldne eller hæld i muffinsforme tilsat hakkede valnødder og lidt ren kakaopulver. Bag i ca. 25 min ved 180 grader varmluft.



Skal det gå endnu hurtigere med at få stillet lækkersulten?

Prøv at lave de klassiske dadelkugler af tørret frugt, kakaopulver og nødder, men giv dem et lækkert twist i form af rom essens (eller ægte rom hvis det er fredag!) og proteinpulver med chokoladesmag!

Et godt tip er at fryse både pandekager, muffins og dadelkugler ned. De kan sagtens fryses og så har du altid lækkerier i fryseren til en anden god gang når sukkergrisen banker på!


Hvad skal jeg købe ind?

Jeg kalder ikke mine desserter for sunde, men for sundERE, da sundhed er individuelt og afhænger af hvem du er, hvad dine mål er, hvor aktiv du er og hvilken kost passer bedst til dig. De er dog alle glutenfri, sukkerfri og til dels lowcarb alt efter mængder af banan og tørret frugt.

Her er de basis ingredienser jeg vil anbefale til det søde og sundere køkken:
  • ·      Modne bananer
  • ·      Ren kakaopulver
  • ·      Sødemiddel
  • ·      Dadler, figner og lignende
  • ·      Nødder du kan male til mel
  • ·      Proteinpulver med chokolade eller vaniljesmag
  • ·      Mandel/rom/vanilje essens er gode smagsgivere
  • ·      Skyr og hytteost




torsdag den 9. januar 2014

Rabatkode til Fitnesseliten!

Mangler du nyt træningstøj?

Så kan du lige nu bestille en masse lækre sager med 15% rabat ved at bruge mit navn og skrive koden "warrington" når du bestiller din ordre. Det er et samarbejde jeg er super glad for, da jeg synes Fitnesseliten.dk har en masse lækre produkter og naturligvis et meget dygtigt bloggerteam hvor jeg er heldig at være med :)


Jeg skal i hvert fald have klikket en af ovenstående træningstoppe hjem! 
Der er flere sjove slogans inde på siden.

onsdag den 8. januar 2014

Træning med Amanda Louise!

Dagens træning i godt selskab!

For at nå mit mål om at stå på scenen i Bikinifitness New Comers 2015 har jeg kontaktet en meget dygtig dame: Amanda Louise. Vi har nu både mødtes og lavet en plan, samt haft vores første træningstime sammen. Det startede ud med en skuldertræning med fokus på teknik. Jeg har meget at lære, men det er fantastisk at blive udfordret, coachet og motiveret af en så kompetent træner.

Billedet er fra nytår og jeg kan se at mine arme og ben er vokset en smule - til næste år er de endnu større! Jeg drak masser af champagne den aften og har også efterfølgende spist usundt, men har samtidig virkelig glædet mig til at komme rigtigt i gang igen efter juleferien.


Der bliver også plads til udskejelser herefter, eftersom målet er langt ude i fremtiden, men lige nu er mit fokus 100% på at få opbygget en god muskelmusse og det gør man ikke med lakrids, men med store mængder sund mad!

Træning og kostplan

Jeg vil fremover skrive mere om mit forløb hos Amanda, lidt om min træning og kost, men ikke skrive hele min kostplan, da den er udregnet til min krop og mit aktivitetsniveau. I dag købte jeg stort ind af kylling, skyr, tun, grøntsager og brune ris, så i aften skal der vejes af og forberedes mad til den eksamensperiode jeg går ind i lige om lidt.



Jeg håber i vil følge med og heppe på mig undervejs!