tirsdag den 31. december 2013

Fuck nytårsfortsæt!

Drop kuren og find dig selv i stedet for!

Dette indlæg findes også på Fitnesseliten.dk - tjek dem ud for træningstøj og super god træningsmotivation!

Jeg har før skrevet om hvad jeg mener om det diffuse begreb sundhed og hvad jeg tænker om den gode gamle sætning "jeg starter på mandag". Det er altså ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig om lynkure eller hurtige løsninger.

Det vil jeg gerne uddybe nu hvor året 2013 er ved at være slut og langt de fleste tænker over deres nytårsfortsæt. De fleste fortsæt starter altid med de bedste intentioner og i langt de fleste tilfælde bakkes de også op med gode handlinger i form af bedre kost, mere motion eller mindre rygning. Problemet er, at det altid retter sig mod meget høje forventninger, men samtidig indebærer en meget kort tidsramme til at nå de høje målsætninger. Der bliver dermed et ulige forhold imellem mål og realisering og det ser aldrig ser ud til at lykkedes. Hvilket er super ærgerligt når nu viljen til forbedring var på plads!

Det er naturligvis nærliggende at have ønsker om en "frisk start" efter en lidt for fed juleferie med masser af timer på sofaen, hænder i slikskålen og vin i glassene. Det er bare en dårlig cirkel, efter min mening, at komme ind i tankegangen hvor korte perioder med usund mad bagefter giver dårlig samvittighed - der så danner grobund for alt for restriktive krav om livsstilen de efterfølgende uger. Det er som om de fleste sætter sig selv op til en fiasko på forhånd som en slags "straf" for den uge hvor de har givet den lidt for meget gas?

Juleferien var fantastisk og jeg har ikke dårlig samvittighed!

Min sidste uge har langt fra været sund eller optimal. Jeg har passet min træning og spist nogle næringsrige (og lækre) måltider med min familie, men jeg har også valgt at spise præcis de julegodter jeg havde lyst til og give den gas med drinksene i byen sammen med mine gamle gymnasieveninder. Og det fortryder jeg ikke!

Brian har på sin blog skrevet et fantastisk humoristisk indlæg som modsvar til Anne Bechs opfordring om at holde igen med de fede julesager på julebordet. Jeg er utrolig enig med Brian; det er IKKE det du spiser den ene uge om året der betinger din fremtidige sundhed. Det ville jo netop svare til, at den ene uge om året hvor du er på slankekur betyder at du taber dig på årsbasis. Og det plejer jo ikke at være tilfældet, vel? :D

Naturligvis vil din fysiske form blive påvirket efter en uge med sukker og alkohol, men det er et valg du selv har taget og det betyder ikke noget i det store billede. Vender du hurtigt tilbage til dine normale madvaner, så skal du nok bevare din gode form - og være fint på vej til en endnu bedre form!

Det handler om at droppe de destruktive tankemønstre om mad som medfører følelser i retning af dårlig samvittighed, straf og synd. Det er altsammen negative tanker og de gør intet godt for din sundhed. Jeg vil endda vove den påstand, at hvis du tænker mere positivt om maden og om dig selv, så spiser du faktisk mindre af de gode sager - for nu er de jo ikke "farlige" eller "forbudte" mere ;)

Det betyder, at det er de mange andre uger af året der er afgørende for din form, din sundhed og dit velvære. Det er IKKE den ene smutter, men den lange, seje og konsekvente indsats der batter i det lange løb!



Her er min erfaring og mine tanker om nytårsfortsæt. Jeg håber andre kan bruge dem til noget og slappe af i forhold til hele den kommende måneds slankehysteri!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar